Danmarks mest udbredte holdsport er også repræsenteret på Nørbæk Efterskole. Her får du træning på rette niveau, hvad enten du er nybegynder eller har spillet i mange år og går med drømmen om at spille i superligaen Er du tilknyttet en klub, kan du holde træningen ved lige hos os og deltage i klubkampene, når du er hjemme i weekenderne.

Træningen foregår so1m udgangspunkt på vores nyanlagte bane, der er opført efter DBUs regler. Når sneen holder os indenfor, træner vi i skolens store hal. I nærområdet er der flere klubber, vi laver aftaler med, hvis du er interesseret i at træne yderligere.

Hvert år deltager vi i Ekstrabladets Skolefodboldsturnering. Derudover indgår vi også i kvalifikationen til danmarksmesterskabet i indendørsfodbold. For at holde kamptræningen ved lige til de store kampe, arrangerer vi venskabskampe mod andre efterskoler.

Til at styre træningen har vi Søren Kristensen, der har mange års erfaring inden for ungdomstræning både i skole og klub. Derudover har vi fornøjelsen af at trække på erfaring fra en rigtig superligaspiller, Dennis Siim, der er tørnet ud i næsten 300 kampe fordelt på AGF, OB, Randers og SønderjyskE.